Indhold
 "Stadig Alice - Genova, Lisa")
Fakta om bogen
- Indbinding: indb.
- Antal sider: 320
- Bestillingsnummer: 242933
Pressen skriver
"Det er svært ikke at blive berørt af fortællingen om Alice"- Litteratursiden
Glemmer du, så husker jeg...
Så du Sommer? Her er en hjerteskærende, gribende og smuk roman om en kvinde, familiemor og karrierekvinde, der bliver ramt af Alzheimers.
Alice Howland er stolt af det liv, hun har skabt sig. I en alder af 50 år er hun anerkendt psykolog og forsker ved Harvard og også i privatlivet er alt, som det skal være: Hun og John har et stærkt og kærligt ægteskab, og de tre børn er godt i gang med deres karrierer. Alice synes godt nok, at hun engang imellem kan være lidt glemsom, fx gå ud i køkkenet og så have glemt, hvad hun egentlig skulle derude. Men helt ærligt, hvem kender ikke den situation?Først da Alice står på et gadehjørne i det kvarter, hvor hun har boet i en menneskealder, og ikke aner, hvordan hun kommer hjem, indser hun, at noget er rivende galt. Diagnosen Alzheimers slår fuldstændig benene væk under hende og familien. Med ét slag er hele det velordnede, dejlige og tjekkede liv vendt på hovedet, og forude venter kun mørket.
Men selv om sygdommen skrider ubønhørligt frem, er alt ikke negativt. De små glæder i livet begynder at fylde mere, og Alice og hendes familie lærer at prioritere helt anderledes nu, hvor tiden sammen er knap.
Stadig Alice er en fuldstændig hjertegribende, smuk og livsbekræftende bog. Og midt i alt det sørgelige stråler varme og kærlighed, medmenneskelighed, medfølelse og også humor ud af historien om Alice.
Omslag: Nete Banke/Imperiet Oversat fra amerikansk af Alis Friis Caspersen efter Still Alice
Pressen skriver
-
"Romanens store fortrin er fremstillingen af, hvordan den demente oplever omverdenen ...
-
Alice deltager på et tidspunkt i et fagligt møde - da er hendes tilstand kendt. Hun kommer med en relevant og begavet kommentar til indlægget, og alle tager hendes idé ad notam. Fem minutter efter kommer hun med den samme kommentar, og nu er folk forlegne og haster med nedslåede blikke videre i programmet. Alice forstår ikke deres reaktion"
- - May Schack, Politiken
- Læs mere
-
"Tankevækkende og rørende roman om en midaldrende kvinde, som får diagnosen Alzheimers [...]. Det er svært ikke at blive berørt af fortællingen om Alice,"
- - Litteratursiden
-
"Da jeg havde læst Stadig Alice, havde jeg bare lyst til at rejse mig op og fortælle til alle fremmede i toget: 'I skal læse denne bog!'"
- - Beverly Beckham, The Boston Globe
-
"Hjerteskærende troværdig ... Genova viser os, at når du mister din hjerne, har du stadig dit hjerte"
- - Carla Lucchetta, Globe and Mail
-
"Hjerteskærende realistisk ... Så realistisk at jeg ikke kunne sove i flere nætter. Jeg kunne ikke lægge den fra mig ... Stadig Alice er en historie, der SKAL fortælles"
- - Brunonia Barry, New York Times
Uddrag
Sygdommen skrider langsomt frem. Og før den er kendt møder man INGEN forståelse.
Dan præsenterede sin nye kone, Beth, og der blev ønsket tillykke og givet hånd hele vejen rundt. Marjorie tog deres overtøj. Dan var iført jakkesæt og slips, og Beth en ankellang rød kjole. Eftersom de kom så sent og var alt for formelt klædt på til dette selskab, kom de formentlig direkte fra et andet. Eric spurgte om han skulle hente et glas til dem. "Jeg kunne også godt tænke mig et," sagde Alice, der stadig stod med et halvfyldt glas vin.John spurgte Beth om ægteskabet bekom hende. De havde aldrig mødt hende før, men Dan havde fortalt Alice en smule om hende. Hun og Dan havde boet sammen i Atlanta, da Dan blev optaget på Harvard. Hun var blevet boende i Atlanta og havde i første omgang slået sig til tåls med et langdistance-forhold og udsigten til at blive gift når han var færdig. Tre år senere havde Dan henkastet sagt at der nemt kunne gå både fem og seks, måske syv år før han var færdig. De havde giftet sig for en måned siden.
Alice undskyldte sig og gik ud på toilettet. På vej derud tøvede hun lidt i den lange gang der forbandt den nye tilbygning med den gamle del, og stod og kiggede beundrende på Erics børnebørns glade ansigter på billederne på væggen mens hun drak det sidste af sin vin og spiste kagen. Efter at have været på toilettet gik hun ud i køkkenet og skænkede sig endnu et glas vin, hvorefter hun blev opslugt af en livlig samtale mellem adskillige af de andre ansattes koner [...]. Hun lyttede og nippede til sin vin, nikkede og smilede mens hun fulgte med i deres snak uden dog at være fuldstændig engageret og opmærksom; det var lidt som at løbe på et bånd i stedet for hen ad en vej.
Hun fyldte glasset på ny og smuttede ubemærket ud af køkkenet og tilbage til John der stadig stod og talte med Eric, Dan og en ung kvinde i rød kjole. Alice stillede sig ved siden af Erics flygel og småklimprede lidt på det mens hun lyttede til deres samtale. Hvert eneste år håbede hun at en eller anden ville sætte sig ned og spille lidt, men det var aldrig sket. Hun og Anne havde gået til spil sammen som børn, men nu kunne hun kun huske 'BabyElephant Walk' og 'Turkey ind the Straw' og kun med højre hånd. Måske kunne kvinden i den fine røde kjole spille.
Da der opstod en pause i samtalen, fik Alice og kvinden i rødt øjenkontakt.
"Undskyld, jeg er Alice Howland. Jeg tror ikke vi har hilst på hinanden." Kvinden kiggede nervøst på Dan før hun svarede: "Jeg hedder Beth."
Hun virkede ung nok til at være universitetsstuderende, men efter første semester plejede Alice at kende alle førsteårsstuderende, i hvert fald af udseende. Hun kom i tanke om at Marty havde nævnt at han havde fået en forskningsstipendiat, en kvinde.
"Er du Martys nye forskningsstipendiat?" spurgte Alice.
Kvinden kiggede igen hen på Dan. "Jeg er gift med Dan."
"Åh, hvor dejligt endelig at hilse på dig. Tillykke!"
Ingen sagde noget. Erics blik sprang fra Johns øjne til Alices vinglas og tilbage til John med en stum besked. Alice forstod ikke hvad der foregik.
"Hvad?" spurgte hun.
"Hør, klokken er mange, og jeg skal tidligt op. Vil du have noget imod hvis vi går nu?" spurgte John.
Da de var kommet udenfor, skulle hun til at spørge John om hvad der lige var sket, men så blev hun distraheret af den hvide puddersne der var begyndt at falde mens de var indenfor, og glemte alt om det.
(Fra side 64-67)
Hvem er man, hvis man ikke kan huske, hvem man er?
- Uddrag af interview med Lisa Genova
Lisa Genova, der også er forsker i neurologi, fik idéen til romanen, da hendes 85-årige bedstemor fik Alzheimers:"Jeg så, hvordan sygdommen invaliderede hende. Hun havde sikkert haft symptomerne i mange år. Men først, da hun gik hen i bowlinghallen midt om natten og troede, at det var dag, opdagede vi, at den var gal," fortæller Lisa, der gav sig til at læse alt om de molekylære sammenhænge i Alzheimers. Det tilfredsstillede forskeren - men ikke barnebarnet, hvis bedstemor hun ikke længere kunne kende.
"Jeg ville vide, hvordan det er at have den her sygdom. Men min bedstemor var alt for syg til at kunne forklare, og al litteratur var skrevet til plejere eller professionelle."
Alice er forsker, og hendes job er at tænke. Den evne mister hun langsomt. Så hvem er hun, når hun ikke længere kan det, der kendetegner den raske Alice?
"Mange Alzheimers-patienter tvinges til at finde et "nyt jeg", der ikke afhænger af alt det, de ikke kan huske," siger Lisa Genova. "Alle, der bliver diagnosticeret, skal igennem en sorgproces: fornægtelse, vrede, forhandling og til sidst accept. Og man svinger hele tiden mellem de forskellige stadier. Man tænker, at nu ved man, hvad man ikke længere kan: 'Jeg kan ikke længere spille skak, men jeg kan ordne havearbejde.' Men så bliver det endnu værre, og man mister fodfæstet igen og bliver bange for, hvad man nu mister. Det er forfærdeligt hårdt," fortæller Lisa Genova.
Der er ingen happy end på Alzheimers, for der er ingen kur. Kun medicin, der kan købe lidt tid. Alligevel er Alices historie ikke kun dyster; hun kommer fx tættere på sine børn:
"Jeg ville skrive en historie om, hvordan folk lever med sygdommen - ikke, hvordan de dør med den. For mange bliver det nemlig også en måde at knytte nye og mere ærlige relationer på," siger hun og fortæller, at hun ved flere forelæsninger er blevet overrasket over, at alzheimerpatienter har leet ad passager i bogen, som pårørende ikke turde le ad: Når Alice glemmer sin kalender i fryseren, eller når hendes børn diskuterer, hvordan hun skal håndtere sygdommen, mens hun er i samme rum. Folk er bange for at grine, fordi de er bange for at grine ad - og ikke med - den, der er syg. Men alzheimerpatienter kan godt grine ad deres sygdom."
Det er en vigtig pointe i forbindelse med Alzheimers, at vi er mere, end vi kan huske:
"Det lærer Alice også i løbet af historien. Det kan godt være, at vi har glemt den her samtale i morgen, men det betyder ikke, at den ikke betyder noget, eller at vi ikke betyder noget for hinanden lige nu."
Uddrag af interview i Jyllands-Posten 7. okt. 2009 af Julie Hornbek Toft.
Lisa Genova
Lisa Genova har været der selv
Lisa Genova har en ph.d. i neurovidenskab fra Harvard University. Hendes højtelskede bedstemor blev ramt af Alzheimers, og hun begyndte at forske i sygdommen:Hvordan påvirker Alzheimers patienten og, ikke mindst, hvordan påvirker den omverdenen.
Stadig Alice, hendes første roman, blev i første omgang udgivet på eget forlag, men efter mund til øre-metoden bredte kendskabet til bogen sig i vide kredse.
I 2008 blev romanen udgivet på et anerkendt amerikansk forlag, hvorefter den røg direkte ind på New York Times? bestsellerliste.
Se mere på www.stillalice.com
Din anmeldelse af Stadig Alice
For at afgive en anmeldelse af Stadig Alice, skal du være logget ind først.
