Om bogen

Herskab og tjenestefolk i 1940'ernes Egypten

Egypten i 1940'erne, de sidste år af den britiske besættelse. I den fashionable kongelige, egyptiske automobilklub i Cairo mødes rige europæere, drikker drinks og komplicerede cocktails, spiser fantastiske middage, lufter elskerinderne og spiller kort til den lyse morgen. Tjenerstaben er selvfølgelig egyptisk. Den ledes af Koo, der med glæde bruger vold og magt for at holde styr på de ansatte

Automobilklubben består af to vidt forskellige verdener: Europæiske aristokrater og egyptiske tjenestefolk. Det er upstairs og downstairs i 1940'ernes Egypten.

Samtidig følger vi fire egyptiske søskende, hvis far - der tidligere var en velhavende mand - nu arbejder som lagerarbejder i Klubben. Deres drømme, kærlighed, håb og frygt, mens oprøret mod briterne ulmer og den solidt forankrede magtbalance efterhånden begynder at krakelere.

Alaa al-Aswany er tilbage med en farverig, sprudlende og uimodståelig fortælling, som vi kender ham fra Yacoubians hus. Han er en eminent fortæller, og han formår med elegance at belyse en verden, hvor vi får indblik i de dominerende klassers ekstravagance så vel som i den ekstreme fattigdom. Aswany har en vidunderlig evne til at gøre sine personer menneskelige; man mærker deres længsler og behov, så det gør helt ondt.

Aswany skriver, så støvet, larmen og mynteduften står om siderne. Det er barsk, gribende, aktuelt og tankevækkende – og det er smukt og originalt udført af en forfatter i verdensklasse.

Omslag: Ragnar Helgi Olafsson
Oversat fra arabisk af Elisabeth Moestrup

Bestillingsnr: 289074
Antal sider: 571
Fakta: Indbundet med læsebånd

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Yacoubians hus-forfatter begår nyt pragtstykke ... Man suser gennem siderne som i den lækreste læselimousine."

– Politiken

"En forrygende roman. En sprudlende, eksotisk og spændende roman, der damper af stærke følelser og sex. [...]

Alaa al-Aswany brød igennem internationalt med bogen Yacoubians hus. Den kongelige egyptiske automobilklub er om muligt endnu bedre. Historien og dens farverige skæbner er vedkommende og levende beskrevet. Derudover bygges en stadig stigende intens spænding op mod den dramatiske slutning."

– Litteratursiden.dk

"Familiers brogede, fantastiske, sørgmodige, elskelige, dumdristige, sensuelle historier vælter ud af romanen i et farverigt, festligt, saftigt og fuldstændig vidunderligt fyrværkeri."

– Kristeligt dagblad

"Alaa Al-Aswanys nye kollektivroman ’Den kongelige egyptiske Automobilklub’ tegner et rystende billede af undertrykkelsens mekanismer, [...]

men minder også om, hvor dejligt alt kunne være i det rige, fattige Egypten. Aswany maler et kritisk, men også sammensat billede af Egypten ... Personskildringer er vidunderlige."

– Information

"Yderst spændstig roman."

– Berlingske

Medlemmernes anmeldelser

Der er ingen anmeldelser af dette produkt

Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Alaa al-Aswany

al-Aswany, Alaa

Alaa Al-Aswany, født 1957, boede en årrække i Chicago, hvor han uddannede sig til tandlæge

Da han efterfølgende rejste tilbage til Cairo og åbnede tandlægepraksis, begyndte han at skrive og fik sit store gennembrud med debutromanen Yacoubians hus, der blev en kæmpe bestseller verden over. Den lå i flere år øverst på de egyptiske bestsellerlister, indtil efterfølgeren Chicago udkom og overtog førstepladsen.

Alaa al-Aswanys bøger er – næst efter Koranen – de mest læste i Mellemøsten i disse år. Det er usædvanligt sprudlende fortællinger om egypternes intime liv.

Da Yacoubians hus blev udgivet, skabte den skandale på grund af sin ligefremme tilgang til seksualitet, som i romanens univers både foregår livligt uden for ægtesengene og imellem mænd, og for sin utvetydige behandling af korruption. Men som salgstallene viser, vandt begæret over bornertheden, som den også gør det i romanen.

Alaa al-Aswany følte sig forpligtet til at skrive om egypternes liv og levevilkår i en tid med store brydninger. Når millioner af egyptere går på gaden for at dø for frihed, kan man ikke forblive passiv, mener han.

I 2011 tog al-Aswany en pause fra skriveriet af sin nye bog, der var ved at tage form. Han gik som mange landsmænd på gaden for at demonstrere for et nyt og bedre Egypten uden Hosni Mubarak. Oprøret og tilstanden inspirerede den egyptiske forfatter, som efterfølgende gik hjem til tastaturet præget af den revolutionerende stemning.

Det blev til en lang række politiske kommentarer i internationale medier om egypternes fremtid, og det blev til romanen Den kongelige egyptiske automobilklub. "1940'ernes Egypten minder meget om det, landet oplever i disse år," siger Asaa al-Aswany.