BESTSELLER

Det ensomme hjerte

af Tom Buk-Swienty

Klubpris 24995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Rædsel og længsel i det tredje rige

Historiker og stjernefortæller Tom Buk-Swienty er tilbage med en forrygende bog, der hvirvler os dybt ind i Nazitysklands mørke. Det ensomme hjerte er fortællingen om en følsom og kunstnerisk begavet ung mand, der bliver soldat og feltlæge i Hitlers hær og om hans utrolige odyssé igennem 2. Verdenskrigs vanvid. Alt sammen baseret på den tysk-danske hovedpersons egne optegnelser

En dag i november 2013 modtog forfatteren Tom Buk-Swienty en mail fra en pensioneret københavnsk overlæge ved navn Thomas Horn, som skrev: "Efter at have læst dine to bøger om 1864, vil jeg høre, om jeg må sende dig scanninger af noget materiale, jeg tror, kunne have din interesse? Det drejer sig om min fars erindringer med ledsagende akvareller. Min far, som voksede op i Kiel, deltog i 2. Verdenskrig fra start til slut, først som soldat og siden som krigskirurg. Han endte som praktiserende læge i Danmark. Han var musiker og kunstner på højt niveau og bearbejdede sine krigstraumer gennem sin kunst."

Først var Tom Buk-Swienty ved at skrive nej tak, da han havde helt andre planer for sine kommende bøger, men så vandt nysgerrigheden alligevel, og dagen efter modtog han et gigantisk og overrumplende materiale: 5000 siders maskinskrevne erindringer illustreret med hundredvis af dragende akvarelmalerier. Alt sammen produceret af overlægens far, Hans Horn, som nu er blevet hovedperson og fortæller i Tom Buk-Swientys dokumentariske storværk om Nazityskland og 2. Verdenskrig skildret fra tysk side.

At kæmpe for sin menneskelighed
"Jeg er et ubetydeligt barn af det 20. århundrede, der uden at ville det skulle blive vidne til mange mærkværdige, grusomme og skønne hændelser, mens jeg hele tiden bare prøvede at overleve på den ene eller anden måde …"

Sådan indleder Hans Horn de erindringer, som han efterlod sig ved sin død, og som danner grundlag for bogen. På samme fantastiske måde fortsætter han sin beskrivelse af opvæksten i 30’ernes Tyskland, den gradvise men markante forandring i landet, nazificeringen og senere krigen – og den uundgåelige indkaldelse til Wehrmacht. Derefter handlede det om overlevelse – om at ville livet og forsøge at manøvrere som tysk soldat i det krigshærgede Europa og ikke mindst overleve den forhadte Østfront. Efter krigen emigrerede Hans Horn, mærket for livet af sine oplevelser, til Danmark, hvor han slog sig ned som praktiserende læge og boede sammen med sin kone og børn frem til sin død i 1989. Først i en sen alder blev han i stand til at omsætte sine krigsoplevelser til ord og billeder.

Han skrev det hele ned, men tegnede og malede også de mange stærke indtryk og følelser, der var svære at omsætte til ord. Det er dette helt enestående, dokumentariske materiale, der nu har fundet vej til Tom Buk-Swienty og som – sammen med supplerende kildemateriale og interviews – er blevet til en stor og usædvanlig fortælling om krigen i Europa, set gennem et følsomt og kreativt menneske, der oplevede de politiske forandringer og ikke mindst krigen på tætteste hold. Bogen er gennemillustreret med Hans Horns stærkt bevægende akvareller.



Omslag: Harvey Macaulay/Imperiet

Bestillingsnr: 306605
Antal sider: 496
Fakta: Indbundet, illustreret

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Tom Buk-Swienty har gjort det igen: Tysk soldats erindringsværk er fantastisk og højt begavet. Medrivende fortælling om en tysk-dansk læge, der mirakuløst kantede sig igennem nazismens og Anden Verdenskrigs [...]

"vanvid med menneskeligheden i behold."

– Politiken

"Tom Buk-Swienty skriver fremragende [...] De mange tegninger og akvareller lægger et lag på fortællingen, der i højere grad end teksten sætter læseren i stand til at forstå den afsky og angst, som Hans Horn [...]

"forsøger at beskrive."

– Jyske medier

"Buk-Swienty skriver Horns beretninger ind i samtidshistoriens politiske og kulturelle begivenheder – og gør det fremragende."

– Kristeligt Dagblad

Medlemmernes anmeldelser

Der er ingen anmeldelser af dette produkt

Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Tom Buk-Swienty

Buk-Swienty, Tom

Historiker og journalist Tom Buk-Swienty, født 1966, har været Weekendavisens USA-korrespondent og lektor ved Syddansk Universitet

Han debuterede som forfatter med Amerika Maxima (1999) om et roadtrip gennem USA og har siden bl.a. skrevet Den ideelle amerikaner (2005) om fotografen Jacob A. Riis.

I 2008 udkom Tom Buk-Swientys Slagtebænk Dybbøl (2008) om slaget ved Dybbøl i 1864. I forlængelse af Slagtebænk Dybbøl fulgte i 2010 Dommedag Als om danskernes sviende nederlag på Als 29. juni 1864 og den efterfølgende bitre fredsslutning. Begge bøger er blevet store bestsellere takket være deres spændende fremlæggelse og nyfortolkning af disse afgørende begivenheder i Danmarks historie.

Tom Buk-Swienty er kendt for sin evne til at skildre både personer og historiske begivenheder på en detaljeret og medrivende måde. Han blev tildelt Årets Faglitterære Pris 2009 og Søren Gyldendal Prisen 2010. Senest har han udgivet en biografisk fortælling om Wilhelm Dinesen i to bind.

Af samme forfatter

Vis hele listen

Ekstra materiale

"For mine øjne tonede en forunderlig, fascinerende og forskrækkende fortælling frem om at opleve Det Tredje Rige indefra, om at vokse op i 1930’ernes Tyskland, om at blive kastebold i verdenshistoriske begivenheder og om at få sit liv totalsmadret af krigen og skulle komme overens med dens lange skygger. […] Det er ikke den fanatiske tyskers historie – nazistens. Heller ikke den heroiske, om outsideren, der sætter livet på spil i en håbløs kamp imod regimet. Dertil var han, skriver han hudløst ærligt, for fej, for kujoneret – og bare for almindelig. Og netop den vinkel virkede så overrumplende ny på mig."
– Tom Buk-Swienty i Politiken, 1. okt. 2017