BESTSELLER

I dine øjne

af Malene Ravn

5/6 (5 i alt)

Spotpris 14995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Længslen efter at høre til

Malene Ravns roman I dine øjne kan blive en af dine helt store læseoplevelser dette efterår. En hjertegribende fortælling om kærlighed, svigt og familiehemmeligheder baseret på en dansk families virkelige historie

Den 18-årige Gudrun føder i 1930 en søn, der i al hemmelighed bliver anbragt på et mødrehjem uden for København. Gudruns graviditet har vakt skandale i familien i Aalborg, for faren er kineser. Gudrun er tvunget til at give barnet fra sig, men tager siden arbejde på det asyl, hvor sønnen Erik bor, uden at fortælle nogen, hvem hun er. Da hun senere bliver gift med Alfred, henter de drengen hjem.

Eriks far er den 47-årige kinesiske tryllekunstner Lai Fun, som kom til København i 1902 og blev udstillet i Tivoli. Men Lai Fun vil ikke vedkende sig faderskabet, for han er allerede gift med Agnete og bor i en taglejlighed i Istedgade.

Erik vokser op med en klar bevidsthed om at være anderledes, øjnene, hårets og hudens farve stempler ham i skolegården og på gaden, hvor hans egen bedstefar ikke vil hilse på ham, når andre kan se dem. Men Erik beslutter sig for at vende sin fortid ryggen og skabe sig et nyt liv. Da han er blevet voksen, er udlært elektriker og har fundet sammen med Kirsten, vælger han, at hans datter, Nete, ikke skal vide noget om hans baggrund.

Først da Nete bliver voksen, får hun kendskab til historien om sin kinesiske farfar. Mens Netes far skammer sig forfærdeligt over sit ophav, ser Nete det kinesiske islæt som en positiv tilføjelse til sin familiehistorie, og som en vej til at nærme sig sin far. I sommeren 2001 tager hun til Kina sammen med sønnen Andreas for at følge i sporene på sit kinesiske ophav. En rejse, der ikke forløber som forventet.

I dine øjne er en stor fortælling om en families liv gennem hundrede år i Danmark. Om at føle sig udenfor og om længslen efter at høre til – i en familie, i et fællesskab, i et land.





Lyt til alle vores inspirerende podcast


Omslag: Alette Bertelsen

Bestillingsnr: 311415
Antal sider: 480
Fakta: Indbundet

Medlemmernes anmeldelser

Lotte Adsbøll, Fredericia

9. april 2019

Hjerteskærende

Kan helt klart anbefale bogen. Den er fantastisk. Den mest hjerteskærende bog jeg nogensinde har læst.


Sinna Kathrine Wammen Andersen, Gistrup

22. november 2018

Fantastisk, rørende fortælling.

Spændende og rørende bog, som man næsten ikke kan slippe igen. Samtidig godt skrevet.

Man får tårer i øjnene, når man læser om den lille Erik - sikke en barndom. Kan virkelig anbefales.


Rikke Staniok, Møldrup

11. november 2018

En gribende fortælling!

Fantastisk fortælling om 3 generationer krydret med et indblik i datidens Danmark. Kan varmt anbefales.


Anne Mette Nielsen, Nyborg

14. oktober 2018

Suverænt spændende

Rigtig god fortælling og rigtig spændende om 3 generationer og hvor vi følger stakkels lille Erik som bestemt ikke har haft det nemt. Hørte den som lydbog. Kan varmt anbefale den

❤️


Lotte Kaa Andersen, Charlottenlund

3. oktober 2018

Gribende, varm og menneskeklog

Jeg er næsegrus af beundring for den kraftpræstation, Malene Ravn fremviser med "I dine øjne." Jeg strøg igennem den, og hver gang jeg lagde den fra mig, glædede jeg mig til at

komme tilbage igen. Den er så varm og fin og menneskeklog i tonen, og så har forfatteren et tindrende godt sprog. Romanen har virkelig fortjent al den omtale og hæder, den kan få. Den er rørende, gribende og sætter sig dybt inde i én, og der bliver den siddende i lang tid efter man har læst sidste side.


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Malene Ravn

Malene Ravn, f. 1971, har tidligere skrevet romanerne Det eneste rigtige og Mia.

I dine øjne er netop udkommet og står til at blive hendes store gennembrud som forfatter

Ekstra materiale

Uddrag fra I dine øjne

Mødrehjælpen har sat en faderskabssag i gang, så Gudrun kan klare dagen og vejen med sit barn i fremtiden. Hun har fortalt dem at faren er Den Store Djan Lai Fun.
"Han er tryllekunstner. Kineser. Og han er gift."
Hans glatte guldring mod hendes hud.
Det er forstanderinden der taler med Studentersamfundets Retshjælp og fortæller Gudrun, at nu hvor barnet er kommet, skal faderskabet afgøres, som de har talt om, ved at en læge undersøger, om barnet har kinesiske træk, og så skal der tages blodprøver, både fra Gudrun og fra Erik.
"Og så bliver den sag vist afgjort, der kan jo ikke være så meget tvivl."
Gudrun nikker spagt.
"Men er det nødvendigt?"
Forstanderinden kigger på hende over brillerne.
"Nødvendigt? Ja, når han ikke vil kendes ved barnet. Hvad var det hans sagfører skrev?"
Gudrun kan tydeligt huske hvad overretssagføreren skrev. At kineseren ikke kan vedstå nogen paternitet, for han kan ikke erindre at han overhovedet er bekendt med Gudrun.
"Men den undersøgelse skal du ikke tage så tungt, den falder ud til din fordel. At ungen er kineser kan din tryllekunstner vist ikke frasige sig ansvaret for, om han så hyrer hundrede advokater."
"Men hvordan kan han sige at …"
Gudrun kan ikke få sig selv til at sige at han ikke kan huske hende. Hvordan kan han ikke huske hende?
"Så! Det er advokatsnak. Det handler ikke om dig, det handler om penge. Og manden er gift. Det er klart han ikke vil kendes ved dig. Det havde du vel ikke regnet med, lille Gudrun."
"Men –"
"Manden er næsten halvtreds."
Forstanderinden kigger venligt på Gudrun.
"Du er en naiv pige."
Det synes Gudrun ikke hun er.
"Jeg havde forventet at han stod ved det, han har gjort."
"Ja, det er det jeg siger."