SPOTPRIS

Inderst inde [2]

af Viveca Sten

Spotpris 9995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

Hemmeligheder & løgne

Sommer i Skærgården. Den store kapsejlads Gotland Rundt skal skydes i gang, og ud for øen Sandhamn er havet fyldt med både

Startskuddet går.

En stor båd lægger sig med det samme i spidsen, men pludselig falder den tilbage. Skipperen er blevet skudt.

Kriminalinspektør Thomas Andreasson er blandt publikum, og han finder snart ud af, at ofret er Oscar Juliander, næstformand i det svenske sejlselskab, mediekendt advokat, respekteret familiefar - og farlig skørtejæger.

Det viser sig hurtigt, at der bag Julianders charmerende ydre lå en masse hemmeligheder, en frustreret og sherrydrikkende hustru, forsmåede elskerinder og affærer med den russiske mafia.

Thomas får brug for hjælp af sin barndomsveninde Nora Linde, og hun griber chancen til at flygte fra sit ægteskabelige kaos for at bruge sine juridiske erfaringer i opklaringen. Inden der sker nye mord.

Glæd dig til en spændende krimi om svigt, utroskab - og mord - i den skønne svenske Skærgård.

Omslag: Anne Kragelund
Oversat af Ellen Boen efter I den innersta kretsen

Bestillingsnr: 241158
Antal sider: 385
Fakta: Indbundet

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"Viveca Sten er den nye komet på den svenske femikrimihimmel [...] Super underholdning."

- Anna Pia Holmgaard, ALT for damerne

Medlemmernes anmeldelser

Der er ingen anmeldelser af dette produkt

Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Viveca Sten

Sten, Viveca

Viveca Sten, født 1959, har været ansat som chefjurist på Post Norden, men helliger sig i dag sin forfattergerning, og bor udenfor Stockholm med mand og børn

De velfungerende miljøskildringer i bøgerne afslører Viveca Stens nære forhold til skærgårdsøen Sandhamn, hvor hendes familie har haft sommerhus i generationer.

Viveca Sten har skrevet flere fagbøger, men da hun blev bedt om at skrive endnu en bog om efhvervsforhandlinger, endte hun med at skrive Stille nu første del i Sandhamn-serien i stedet. Den udkom i 2008. Selv siger hun: "Det var som at have levet af rugbrød og pludselig opdage, at der findes kage. Jeg vil aldrig skrive fagbøger mere - kun krimier."

Viveca Stens Sandhamn-serie er solgt i over 500.000 eksemplarer. I Sverige er Sten storsælgende, og serien er solgt til mange lande. Tv-miniserien Mord i skærgården er baseret på seriens første to bind Stille nu og Inderst inde - og med danske Jakob Cedergren i hovedrollen som kriminalinspektør Thomas Andreasson.

Af samme forfatter

Vis hele listen

Ekstra materiale

Uddrag:

Kvindestemmen foretog en langsom nedtælling på kanal seksten på skibsradioen ...

"Ti, ni, otte ..."
Havet kogte af både. De store havkapsejladsbåde med deres enorme sejl og funklende skrog flokkedes på startlinjen et par sømil fra Sandhamn. Uden for startområdet manøvrerede tilskuerne rundt med deres både for at finde et sted med godt udsyn. Med kikkerter i hænderne fulgte de spændt skuespillet foran sig.
Det store startfartøj, en minestryger udlånt af Marinen, lå til styrbord for startlinjen. De store sejl foldede sig ud som balloner for at udnytte den svage brise optimalt.
Forudsætningerne for en spændende kapsejlads var perfekte.
Stemmen fortsatte nedtællingen.
"Syv, seks ..."
Konkurrencedeltagerne navigerede rutineret for at indtage deres startposition. Det var et under, at de ikke kolliderede. Sommetider var afstanden mellem dem ikke mere end et par decimeter i kampen om den bedste placering, nemlig så tæt som muligt på det orange flag.
"Fem, fire ..."
Startskuddet skulle gå, når der resterede tre sekunder, da lyden først nåede frem med nogle sekunders forsinkelse.
Kungliga Svenska Segelsällskapets næstformand, advokat Oscar Juliander, stod selvsikkert og med skrævende ben bag roret på sin smukke, hvide Swan, en elegant skønhed ved navn Emerald Gin. Hun målte tres fod og førte en besætning på femten mand. Hun havde kostet en net sum, over tolv millioner, da han købte hende på Nautors Skibsværft i Finland.
Men hun var hver en krone værd, tænkte Oscar Juliander, og det skulle undre ham meget, hvis hun ikke kom først fra start i dag. Denne sommer skulle han løbe af med sejren i Gotland Rundt, koste, hvad det ville.
Adrenalinet pumpede i årerne. I guder, hvor han elskede at sejle.
Han kastede et hurtigt blik ud over havet og bemærkede til sin tilfredshed tv-helikopteren, der kredsede over området. Det ville blive nogle flotte billeder, når Emerald Gin som den første passerede startlinjen.
Som altid havde han intet imod at blive eksponeret i medierne, og de havde intet imod at bruge ham. Nu gjaldt det bare om at fastholde den gunstige startposition, som alle sloges om.
Han knyttede hænderne. Snart, meget snart ville de være på vej ned til Gotland.
Det skummede om kølen, da de piskede frem gennem vandet blot nogle meter fra startlinjen. De måtte ikke krydse den for tidligt, da de i så fald kunne blive nødt til at starte om igen. En vanære, der betød nogle dyrebare, mistede minutter og kunne være afgørende for kapsejladsens endelige udfald.
Han holdt vejret, mens de sidste sekunder blev talt ned. Nu var de så tæt på, at han næsten kunne røre ved startbøjen.
Røgsøjlen fra startpistolen steg op mod himlen, og i næste øjeblik drønede skuddet ud over havet.
KSSS' næstformand Oscar Juliander faldt langsomt forover. Hænderne slap roret, mens blodet fossede ud af såret i hans bryst. Hans blindede øjne nåede aldrig at registrere, at konkurrencen var skudt i gang. Han havde mistet bevidstheden, allerede inden kroppen landede tungt på dørken.
Skuddet, der dræbte Oscar Juliander, blev affyret simultant med det, der signalerede, at deltagerne kunne begive sig af sted.
Emerald Gin kløvede startlinjen som den første båd i sin klasse.

(Fra side 3-5)