BESTSELLER

Alle mine morgener på jorden

af Troels Kløvedal

6/6 (3 i alt)

Klubpris 22995 kr.

Læg i kurv

 
Bliv medlem
og køb bogen til klubpris
Bliv medlem

Om bogen

En eventyrer fortæller om sit liv

Troels Kløvedals store erindringsbog om sit liv, sin familie, sine venner, sine skibe, drømme, rejser, Kongehuset, kvinder og kærlighed er en formidabel læseoplevelse. Man kan slet ikke slippe den

1. juli 1967 købte Kløvedal sammen med tre venner Nordkaperen for 40.000 kroner. Skibsreglerne var: »1) Vi vil sejle med så mange mennesker, som der til enhver tid kan være ombord, og skibet skal hellere være lidt overfyldt end have for få med. 2) Vi vil sejle så langt væk i verden, vi kan. 3) Hvis vi nogensinde bliver uenige (hvad vi heldigvis aldrig blev), så skal den af os, der har lyst til at sejle længst væk, have ret!« På fotoet fra 1968 er det Troels Kløvedal og sønnen Mikkel under en af de første prøveture med Nordkaperen i Kattegat.
Troels Kløvedal skriver om sit liv, sin familie, sin barndom og ungdom, om skønne kvinder, hvoraf han fik børn med fire, om børn og om børnebørn. Om sit arbejde på teatre og andre steder i København, om årene i kollektivet Maos Lyst, om sine venner og veninder både der og andre steder. Om hofballer og dannebrogsorden, og han skriver selvfølgelig om Nordkaperen, om, hvordan han ad mange omveje fandt skibet og købte det. Han skriver om sine rejser jorden rundt, om dem, der var ombord – der er mange vidt forskellige skæbner, og Kløvedal har spillet en rolle i hver og en.

Bogen er skrevet i lyset af den livstruende sygdom, der ramte Troels Kløvedal for et par år siden. Den er et vidnesbyrd om et levet liv, den lyser af taknemlighed over den rige og mangfoldige tilværelse, der blev ham til del: Der er ikke en gnist af bitterhed eller vrede over sygdom og svækkelse, kun glæde over livet, over kvinderne, over rejselivet, litteraturen, over verdens
mangfoldighed, over alle hans smukke morgener på jorden.

Omslag: Sven Reiner Johansen

Bestillingsnr: 308262
Antal sider: 448
Fakta: Indbundet, illustreret

Relaterede produkter

Vis hele listen

Pressen skriver

"En stor historiefortæller ... et enestående værk."

- Nordjyske

"Troels Kløvedal er en formidabel fortæller … Alle mine morgener på jorden bør være fast pensum for alle danske teenagere inklusiv deres curlingforældre. Skrevet af et menneske, der har formået at kigge ud [...]

"mod verden og ikke ned mod sin egen navle. En eventyrer, der har søgt de fjerneste kyster, men aldrig glemt sin hjemstavn."

- Berlingske

"En skøn, levende bog – skrevet af en døende … Begavet, sprudlende ... en stor bog om livet. En prægtig bog, både i indhold og udseende ... en læseoplevelse af format."

- Fyens Stiftstidende

"Han kan ikke længere tale, men han kan stadig noget andet, nemlig skrive. Her en af de smukkeste bøger, der er skrevet om drømmen fra 1968."

- Information

"Et kærligt og sansemættet portræt af sin generation."

- Jyllands-Posten

"Han oplever og fortæller med alle sanser."

- Politiken

"Gribende."

- Kristeligt Dagblad

Medlemmernes anmeldelser

Inge Marie Bjerring Nielsen, Øster Vrå

1. august 2018

Levende, dyb og spændende.

Tak fordi vi måtte komme med på alle dine spændende rejser gennem livet.


Birgitte Winther Christensen, Nyborg

21. marts 2018

En bog der sprudler af livsglæde og jordomsejlinger i frihed

En forunderlig rejseskildring af livsrejsen fra barndom gennem ungdom, at blive voksen. Troels Kløvedal står ved sine værdier med troen på sig selv, frihed, fællesskab og en stor

kærlighed til mennesker og alverdens kulturer. Han forstår, hvor vigtigt det er at være stolt af det man skaber i livet alene og sammen med andre og bevare livsglæden.


Lis Hymøller, Roskilde

14. marts 2018

Eftertanke

En enorm livsbekræftende bog, stor tak for den.

Lis.


Vil du skrive din egen anmeldelse? Log ind her

Om Troels Kløvedal

Troels Kløvedal, født 1943, er dansk forfatter, foredragsholder og ikke mindst eventyrer.

Hans barndom var præget af tab og svigt, og skolegangen var et helvede. En uddannelse som skibselektriker og en tjans i handelsflåden blev imidlertid hans redning – sammen med et levende engagement i 1960ernes socialisme og alternative livsstil. Sammen med bl.a. forfatteren Ebbe Reich tilegnede han sig efternavnet Kløvedal, og med købet af Nordkaperen havde han definitivt vristet sig fri af sin traumatiske barndom.

Troels Kløvedals bøger er solgt i flere hundredetusinde, og han har modtaget flere legater og priser. Kløvedals elskværdighed har smittet af på hans børn (han har fem), og danskerne er især blevet vilde med Mikkel Beha Erichsen, som sammen med sin familie sejler verden tynd på deres skib Havana.

Ekstra materiale

Uddrag fra bogen:

Hvor er lykken?
"Jeg har tit fået spørgsmålet: Hvor er det dejligste sted i verden? Det er umuligt at svare på, fordi lykke jo ikke er et sted, men en sindstilstand. Man kan ikke sige, at en atol eller en vulkan på Vanuatu er smukkere end i Danmark i juni eller utallige steder på Grønland. Sådan er verden ikke. Man kan jo godt i maj måned gå dybt deprimeret ud i skoven og hænge sig i et træ mellem lysegrønne bøgeblade eller være superlykkelig i november i en baggård på Vesterbro i regnvejr. Jeg har været på de mest beskidte beddinger rundt om i verden, og humøret har været helt i top, eller jeg har ligget på Bora Bora eller andre smukke sydhavsøer, og der har af en eller anden grund været en trykket stemning ombord. Smukke steder og lykke har ingenting med hinanden at gøre".
– Fra side 267

Kærlighed i barnets første år
"Der er lavet mange undersøgelser af, hvordan plejebørn og kostskolebørn klarer sig i forhold til børn, der vokser op i en familie. De fleste er negative, men jeg tænker, at der måske også kan være fordele ved at miste sine forældre som barn. Hvis forældrene bare har nået at give barnet deres kærlighed, igennem måske seks-syv år, har de dermed indpodet i barnet, at det er ønsket, er elsket og velkomment i verden. Den kærlighed nåede jeg at få, inden min familie gik i opløsning, og min videre barndom kom til at foregå på et børnehjem, hos en plejefamilie og på kostskole."
– Fra side 50

Maos lyst
"Vi ved alle sammen, hvad kærlighed til et andet menneske er, men i Maos Lyst oplevede vi alle en kærlighed til hinanden, som var os ganske ukendt. Hvad der var i luften mellem os, har jeg tit spekuleret på, men tidsånden har helt sikkert været medvirkende. Dengang talte man meget om gode vibrationer, men det var noget meget større, der opstod imellem os, noget, som viste sig at være et afsæt for os i hele vores forståelse af ikke bare venskaber, men også af det samfund, der omgav os. Vi inspirerede hinanden på en helt fantastisk måde, og under os lå der ligesom en tro på, at fælles lykke er større lykke. Jeg har tit tænkt på, at alle burde have oplevet dette i deres ungdom, fordi det ud over alt det skægge og sjove, vi havde sammen, også gav os en enorm selvtillid som hos børn, der trives, fordi de føler sig elsket."
– Fra side 106